København den 28. april 2004

 

 

Referat fra ordinær Generalforsamling i SAIF tirsdag den 27. april 2004 kl. 19.00

 

Fremmødte: 4 medlemmer og Hovedbestyrelsen

 

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formanden aflægger beretning om årets virksomhed, herunder også afdelingsformændene
  3. Kassereren forelægger det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Behandling af bestyrelsens forslag til
    1. Medlemskontingent:

Ungdomskontingent uændret 250 kr. 3 gange om året

Seniorkontingent uændret 300 kr. 3 gange om året

Familiesvømning uændret 400 kr. 3 gange om året

Passive uændret 200 kr. pr. år

    1. Særkontingenter for hver afdeling:

Uændret 200 kr. 3 gange om året

    1. Indmeldelsesgebyr: Uændret 30 kr.
    2. Opkrævningsgebyr: Uændret 50 kr.

Særkontingent betales af seniorspillere, der deltager i træning med instruktør/træner

Familiesvømning dækker 2 voksne og 2 børn enten lørdag eller søndag

  1. Indkomne forslag
  2. Valg af:
    1. Formand – Flemming Jacobsen – ikke på valg
    2. Næstformand – Jan Dam – villig til genvalg
    3. Kasserer – Christian Ingvardsen – villig til genvalg
    4. Foreningssekretær – Helle Andersen – ikke på valg
    5. 2 revisorer samt 1 suppleant
  3. Eventuelt

 

 

Ad. 1

Hovedbestyrelsen indstillede Jan Dam, som blev valgt.

 

Jan Dam meddelte, at Generalforsamlingen var lovligt indvarslet.

 

Ad. 2

Formandens beretning ved Flemming Jacobsen:

Afslutningsfesten:

Sidste år havde vi en pragtfuld fest i forbindelse med jubilæet og den succes ville vi gerne fortsætte. Derfor besluttede vi at samle alle afdelingernes afslutningsfester til en samlet afslutningsfest, som blev afholdt den 17. april 2004. Festen blev rigtig god med god mad, musik og masser at kontakt på tværs af afdelingerne. Vi blev 150 personer, som alle havde en god aften.

Opgaven med at holde festen blev fordelt på for få personer, så det krævede en del af dem. Tak for indsatsen til hjælperne.

Med den gode fest er der ingen tvivl – vi ses til næste, forhåbentlig med endnu flere deltagere.

 

Medlemsstatus:

Efter Kjeld trak sig tilbage fra arbejdet med medlemskartoteket, valgte vi at starte forfra med et nyt kartotek, som er skræddersyet til vores forening. Det arbejde var mere omfattende end vi havde forventet, så det har givet en del problemer med kontingentopkrævningerne. Men det har givet mig lejlighed til at tale med en stor del af medlemmerne og de fleste har været flinke og forstående. Jeg skal være den første til at beklage det ekstra bøvl.

Men vi har nu et godt system, som gør hverdagen lettere for lederne og nemmere for den person, der skal styre kartoteket fremover.

Vi håber at kunne tilbyde opkrævning via PBS efter sommerferien.

 

Samarbejde med skolen:

Vi har haft en meget udmærket samarbejde med skolevagtmesteren Poul-Erik, som altid gør en indsats for at løse problemer og afklare misforståelser.

 

Afdelingerne:

Igen i år kan vi se tilbage på et højt aktivitetsniveau i de fleste afdelinger. Det er kun basketball, som desværre har en hensynende tilværelse.

Badminton fylder mere og mere i foreningen i kraft af deres øgede aktiviter og det er en fornøjelse at se dem fylde 2 haller i Valby-Hallen.

Fægtning har haft god fremgang og der er mange aktiviteter i gang.

Håndbold har virkelig arbejdet hårdt for deres plads i 1. division og det har været spændende at følge projektet.

Gymnastik har holdt sin stabile kurs. Efter mange år som formand valgte Evy at træde tilbage og jeg vil på hele hovedbestyrelsens vegne sige Evy mange tak for dit arbejde og altid positive væsen. Velkommen til Verner, som har overtaget hvervet.

Svømning har haft mange rigtig mange hold i år og som altid har deres været stor søgning.

 

Bankospil:

Vores årlige bankospil overholdt alle traditionerne og det gav en økonomisk indsprøjtning til vores økonomi. Der var desværre lidt færre deltagere, til gengæld lagde de lidt flere penge. En hyggelig aften.

 

Kontakten til omverdenen:

Lokalaviser:

Takket være håndbold er det lykkedes at få en fast ugentlig artikel under sporten i Valby-Bladet. Udover det har vi haft nogle artikler om fætning, samt vores reklamer for foreningen, banko og loppemarked. Målet er at vi får en artikel med hver gang vi har en aktivitet, der kan interessere offentligheden og øge vores synlighed i lokalområdet.

 

Idrætsbladet:

Bladet har haft en vaklende tilværelsen siden sidste generalforsamling. Rikke måtte trække sig tilbage som redaktør efter sommerferien af arbejdsmæssige årsager, men tak for indsatsen til Rikke, og jeg måtte overtage produktionen indtil en afløser blev fundet. Jeg har haft fornøjelsen at udgive 3 blade og det næste kommer ud i maj. Sammen med vores nye trykker er det lykkedes at gøre produktionen strømlinet, så det er lettere at overtage for en ny redaktør.

Samtidig blev vi ramt af regeringens fjernelse af portostøtten, som har ramt mange foreninger herhjemme. Derfor er vi gået over til at uddele bladet til trænerne og lederne, der sørger for den videre distribution. Passive og æresmedlemmer får selvfølgelig stadig bladet sendt hjem.

 

Hjemmesiden:

Vores hjemmeside bliver langsomt mere levende og aktuel. Badminton har i denne sæson overtaget vedligholdelsen af deres del og har virkelig gjort det spændende. Den er aktuel og de kan følge aktuelle kampe og hændelser i afdelingen. Vi tager nu fat på håndbolds sider, hvor de vil give den et løft og gøre den spændende for medlemmerne at følge.

 

Fritid og Idræt (tidl. FOS):

Det tidligere folkeoplysningsekretariat FOS fik sidste år nyt navn og hedder nu Fritid & Idræt, men har samme funktion som hidtil. Vi har søgt tider og tilskud. Ansøgningsskemaerne er stadig omfangsrige, men de er i gang med en renovering, så det bliver mere enkelt for klubberne. Omkring hallen har vi i denne sæson oplevet at den er blevet lejet ud til anden siden, hvilket har generet nogle kampe hos badminton og basketball.

 

Fremtiden/visioner:

Dette år har trukket ekstraordinært mange ressourcer i hovedbestyrelsen. Idrætsbladet, hjemmesiden, bogføring og ikke mindst medlemskartoteket har trukket store veksler på nogle få personer. Vi SKAL have fundet nogle personer, til at varetage disse funktioner ellers vil foreningen knække over, når lederne begynder at falde fra.

Vi vil derfor starte et projekt omkring lederrekruttering og sammen med DIF/DGI lave en struktureret uddannelse og rekruttering. Det er utroligt spændende at være med i beslutningerne omkring en så stor forening og få det hele til at fungere, så vores medlemmer kan dyrke deres idræt.

 

Tak til alle lederne og trænerne for deres store arbejde med at få det hele til at hænge sammen. Ikke mindst afdelingsbestyrelserne og hovedbestyrelsen har endnu engang ydet meget både ledelsesmæssigt og praktisk.

 

Evy: Må salen bruges til fodbold?

Flemming: Det må den godt, forudsat at man spiller med en speciel blød bold.

 

Evy: Har vi ikke krav på at få penge tilbage, hvis en træningstid aflyses mere end 3 gange?

Flemming: KI har nogle regler, men ikke Idræt og Fritid.

 

Badminton ved Kasper Åkerlund:

Sæsonen kan deles op i positivt og negativt.

Ungdomsafdelingen har haft tilbagegang bl.a. grundet diverse korarrangementer på SAG.

Seniorafdelingen har udvidet træningstiderne. Der er to store hold. 1. holdet vandt serie 9 og 2. hol­det rykkede op fra deres serie.

Socialt har afdelingen fungeret godt. Bl.a. har man konkurreret med seniorafdelingen i håndbold.

 

Basket ved Flemming Jacobsen:

Formanden for afdelingen var forhindret i at deltage.

Afdelingen er desværre lukningstruet.

Ved sæsonstart var der 2 herrehold tilmeldt. Begge hold rykkede ned og der er desværre kun spil­lere nok til 1 hold til næste sæson.

 

Fægtning ved Erik Møller:

Der er en lille fremgang i deltagelsen på alle træningsdagene.

Afdelingen har haft succes med at lave fællestræninger med andre fægteklubber.

Målet for afdelingen er at komme op på 50 medlemmer. Pt. er der 44 medlemmer.

DM venter forude. Det er med store forventninger, da afdelingen tidligere har opnået flotte resulta­ter ved DM.

SAIFs fægteafdeling kan meget vel komme til at spille en stor rolle indenfor sabelfægtning i fremti­den.

 

Håndbold ved Preben Poulsen og Jan Dam:

Sæsonen 2003-2004 var den første i fusionsåret med Trepka/Dania.Bestyrelsen har haft et travlt år med at få løst arbejdsopgaverne, men ånden har været positiv.

 På det sportslige område deltog det bedste herreseniorhold i 1.division, men klarede desværre ikke at forblive i rækken og må fra næste sæson starte i 2.division. Men holdet med de mange unge spillere gjorde en fin figur.Det lykkedes desværre ikke for afdelingens bedste damehold at rykke op i Københavnsserien. Holdet måtte ”nøjes” med 2.pladsen i serie 1. Udover de nævnte hold har klubben deltaget med 3 damehold, 3 herrehold og et oldboyshold. Bemærkes skal det at 4.dameholdet vandt deres række. På positivsiden skal det nævnes at herresenior 1 faktisk vandt tre stævner i sæsonen: Fregat-cup, Valby-cup og Amagercup, og at damesenior vandt KHF-cup.

På ungdomssiden har det været en hård tørn for de unge, engagerede trænere. Til flere hold har der manglet spillere og af turneringshold har vi kun deltaget med herrejunior og puslinge. Endvidere har lilleputterne deltaget i en række stævner. Men sidst på året er det lykkedes at forøge medlemstallet i ungdomsafdelingen så det nu tegner lidt lysere. Herrejuniorerne deltog i ”Østersøcup” på Bornholm.

At holde afdelingen ”gående” kræver en stor indsats. Nogle af de store opgaver har været at få klaret 2 telefonbogsruter. Mange medlemmer gjorde en meget fin indsats i den forbindelse, og også ved det årlige loppemarked viste medlemmerne ”korpsånd”.

Der er heldigvis også tid til sociale arrangementer af mere festlig karakter, og også her er der medlemmer, der stiller arbejdskraft til ”rådighed” – og  bl.a arrangerer den årlige weekends- afslutningstur.

Der skal fra bestyrelsens side siges tak til de mange trænere, ledere og spillere, der har ydet et stort stykke arbejde for afdelingen i sæsonen.

Afdelingen har i år haft et samarbejde med sponsorer. Tak for samarbejdet.

Visionerne er jo mange, men i næste sæson må vi forvente at både herresenior 1 og damesenior 1 må slutte i toppen af rækken. Der skal være en større fokusering på ungdomssiden i afdelingen, således at vi på sigt selv – som i ”gamle dage” – kan levere spillere til seniorafdelingen. På lederplan må vi blive endnu dygtigere til  organisering, strukturering samt at fordele arbejdsopgaverne, så vi ikke slider på de samme personer hele tiden.

 

Gymnastik ved Verner Hansen:

Der er kommet nye medlemmer i denne sæson, og de er der endnu.

Der er desværre et par stykker, som er holdt op. Én på grund af sygdom.

VI er et sted mellem 50-60 personer på de to hold, som møder op om torsdagen.

Vi stopper sæsonen torsdag den 27. maj og starter igen torsdag den 19. august.

D.d. er der 91 medlemmer.

 

Svømning ved Søren Hallum-Andersen:

Denne sæson har båret præg af mangel på trænere.

Vi har igennem de sidste år kæmpet med mange aflysninger og hold der er blevet flyttet. Det er utrolig beklageligt. Derfor har vi besluttet at lave en ny struktur, som vi håber afhjælper proble­merne. En af grundene til de mange aflysninger i år har været mangel på trænere, og en stor ud­skiftning af de trænere der er.

Vi har før hen haft en ”ny” og en ”gammel” træner på hvert hold. Men i år har det ikke været muligt på nogen hold, hvilket har betydet at der har været to nye trænere på stort set alle hold. De nye træ­nere har derfor ikke haft kendskab til, hvordan afdelingen fungerer. Den proces har været meget tidskrævende. Og da vi altid har haft svømmeundervisningen prioriteret højest, har der desværre ikke været nok tid til at varetage oplæring i afdelingens struktur.

På baggrund af det, har vi besluttet at lave en ny struktur, som gerne skulle resultere i at undervis­ningen vil køre mere stabilt, og at informationsniveauet til medlemmerne og forældre vil blive hø­jere. Dermed kan vi forhåbentlig undgå nogle misforståelser.

 

Arne: Supplerede formandens beretning med klubbens deltagelse i Valby kulturugen. Samtidig be­mærkede han den positive opbakning fra hele klubben, som han har registreret som ”Entrétager” til håndboldafdelingens 1. herreholdskampe. ”Det virker som en rar forening.”

 

Ad. 3

Christian beklagede, at det ikke var det reviderede regnskab der blev delt ud, men at det stort set ligner. Der vil muligvis blive foretaget enkelte omposteringer.

 

Christian gennemgik bilagene og fortalte kort, at klubbens indtægter og omkostninger er steget. Vi kommer ud af regnskabsåret med et lille underskud på ca. 15.000 kr. Det skal ses i forhold til regn­skabet fra sidste år, hvor vi bl.a. havde et underskud på jubilæumsfesten på knap 50.000 kr.

 

Vi har en negativ egenkapital på ca. -35.000 kr. Den skal selvfølgelig helst være positiv, men det er ikke så slemt, da vi har Fonden

 

Lån i Fonden er steget med ca. 10.000 kr.

 

Depotbeløbene til de respektive afdelinger har været større end sidste år.

Hovedforeningens konto svinger lidt. Kontorudgifterne er blevet mindre. Der er sket nogle ændrin­ger grundet regeringens afskaffelse af portotilskud.

Fremover skal Christian ikke have noget at gøre med afdelingernes konti. Det er besluttet efter af­tale med revisor.

 

I forbindelse med sidste års Generalforsamlingsbeslutning om at sælge obligationerne, er renteind­tægterne ca. blevet halveret.

 

Alle omposteringer er gennemsnakket med revisor.

Det endelige reviderede regnskab foreligger senest 10. maj. 2004.

 

Da der ikke forelå et revideret regnskab til godkendelse, blev det besluttet at Generalforsamlingen har tiltro til Christian og revisoren.

 

Ad. 4

Hovedbestyrelsen foreslog uændrede kontingenter med den kommentar, at vi bliver nødt til at lave en stigning til næste år, da vi ikke har haft stigninger i de sidste 3 år.

Hovedbestyrelsen arbejder på et forslag om differentierede kontingenter.

 

Jan Dam: Vi skal overveje kommentarerne under punkt 4.d i forbindelse med eventuelle ændringer.

 

Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

 

Ad. 5

Ingen forslag.

 

Ad. 6

Jan Dam blev genvalgt som næstformand.

Christian Ingvardsen blev genvalgt som kasserer.

2 revisorer blev Jakob Poulsen og Michael Ingvardsen.

Hovedbestyrelsen finder en revisorsuppleant, da man ikke har fået tilsagn fra sidste års suppleant endnu.

 

Ad. 7

Verner: Der er ikke mange brusere der virker i svømmehallen.

Søren fortalte, at der vil blive gjort noget ved det i løbet af sommeren.

 

Verner: Må man selv have øl og vand med på SAG?

Flemming svarede ja.

 

Evy: Der er meget vådt i dameomklædningen på SAG.

Flemming sagde at man skal snakke med skolens vagtmester Poul Erik ang. småting. Hvis det har med andre klubber, som benytter SAG, så skal man henvende sig til de pågældende trænere. Hvis det ikke hjælper kontakter vi Fritid og Idræt.

 

 

Jan Dam takkede for god ro og orden.

 

 

Helle Andersen

 

Foreningssekretær