Når man står af bussen på Englandsvej en solskinsrig lørdag i november, er det umuligt ikke at lægge mærke til, hvordan farveglæden forsvinder: Velkommen til 2300 Kbh S, stedet hvor alt er gråt.

Vi mødes i Sundbyhallens cafeteria, der med dets gule vægge og brune møblement, bliver en tidslomme tilbage til 70’ernes florerende farveunivers. Duften af franske hotdogs og parisertoastens smeltede ost kickstarter adrenalinen, og femten minutter efter mødetid er et talstærkt 5. hold klar til at gå i omklædningsrummet. Døren til det ene er blokket med skriften ’Lukket af sikkerhedsmæssige årsager’. Hvad der er sket bag den lukkede dør, tør ingen gætte på, men i krogene hviskes der om ’golden showers’ af den grumme slags.

Mågernes skrig over de mennesketomme fodboldbaner giver genlyd, da vi omklædte nærmer os hal3 og de grønne baner. Langsomt, men sikkert gribes der efter ketcherne, mens man med søgende øjne spejder til papkassen fyldt med fjerbolde, som er placeret midt i hallen. En enkelt tør nærme sig den, men bliver afvist af den lokale træner, der med bekymrende rynker i panden fastslår, at vi ikke må låne deres fjerbolde nu.

Opvarmningen går i gang rundt om to baner, og i takt med at man bliver rundtosset og pulsen kommer op, begynder savnet efter Valbyhallens 90’er musik. Løb og svingende arme er ikke det samme uden lyden af ’Mr. Vain’ og ’Rhythm is a dancer’. Sveden på panden er så småt ved at indfinde sig, og efter en brandtale fra Thomas er mix’erne klar til at gå i gang.

Over for os står rutinerede kræfter. Kampene går i gang, men det er som om, at aftenen forinden, der vist nok hed J-dag, tungt sidder i ungdommens ben, som tilsidst må se sig slået af erfaringens mænd og damer. På sidelinjen sidder Marianne, hvis singlemodstander endnu ikke er mødt op. Sundbys træner beklager. Kunne denne Hanne have udgjort en så stor trussel, at hun var blevet spærret inde i det lukkede omklædningsrum? Ingen ved det. Med en flot sejr i damesingle, vinder Marianne 21-0, 21-0, det samme gør den ene damedouble.

En dramatisk herresingle udspiller sig nu med Anders som hovedperson. Hans præstation vokser i samme tempo som holdets kampgejst og eskalerer i lutter flotte slag. Efter 3. set kan Anders løfte fanen, se sig selv som vinder og smile som kun en stolt SAIF’er kan. I den anden ende af hallen viser Mette og Anna, hvordan to rutinerede mixdamer kan overvindes i en damedouble. Endnu en dramatisk 3-sets, som resulterer i ungdommens sejr.

På trods af flotte indsatser må vi se os slået 8-4. Vi ærgrer os og skyder skylden på den grå farveskala, samt nogle dovne og endnu ikke helt opvarmede ben i de første kampe. Thomas uddeler velfortjent Spunch-Bob-fidus-bamsen til Anders, som ovenpå en god kamp kan glæde sig til at lave kage til næste gang (!!!).  En øl i cafeteriaet holder humøret oppe, men ingen tør nærme sig omklædningsrummet, så vi vælger bare at tage klistrede hjem...

Vi tager dem næste gang, for som Barack Obama siger: ’Yes we can!’.