Om foreningen
Sankt Annæ IF's vedtægter
§1 Foreningens navn
1.1 Sankt Annæ Idrætsforening, forkortet Sankt Annæ IF eller SAIF.
§2 Foreningens hjemsted
2.1 Københavns Kommune – primært Valbyhallen og Sankt Annæ Gymnasium.
§3 Foreningens formål
3.1 Foreningens formål er at give alle interesserede uanset alder, køn, nationalitet og færdigheder mulighed for at dyrke idræt eller deltage i foreningens fællesskaber.
§4 Medlemskab
4.1 Alle, der går ind for foreningens formål, kan blive medlem. Man er medlem af foreningen, når medlemskabet er registreret i en idrætsafdeling.
4.2 Medlemskab af foreningen forudsætter betaling af kontingent. Beløbet kan fastsættes af generalforsamlingen, men kan også fastsættes i de enkelte afdelinger efter aftale med ledelsen.
4.3 Ledelsen kan ekskludere et medlem, der arbejder imod foreningen. Det ekskluderede medlem kan skriftligt forlange, at eksklusionen bliver prøvet på førstkommende generalforsamling.
§5 Generalforsamlingen
5.1 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
5.2 Ledelsen annoncerer med minimum 21 dages varsel den årlige generalforsamling. Generalforsamling afholdes inden udgangen af april.
5.3 Forslag til dagsordenen sendes til et ledelsesmedlem senest 7 dage før, mens menige medlemmer skal have kendskab til den endelige dagsorden med bilag 5 dage før afviklingen af generalforsamlingen.
5.4 Stemmeret - Alle medlemmer, der er fyldt 15 år, og hvor kontingentet er betalt, har stemmeret. Forældre til børn under 15 år har en stemme pr. barn – dog har intet medlem mere end én stemme.
5.5 Alle, der er fyldt 15 år, kan vælges til ledelsen – dog skal minimum halvdelen af medlemmerne af ledelsen være fyldt 18 år.
5.6 Alle afgørelser vedtages med simpelt flertal – dog skal vedtægtsændringer besluttes med 2/3 flertal. Alle afstemninger afgøres ved håndsoprækning. Dog skal der være skriftlig afstemning, hvis dirigenten bestemmer det eller 3 medlemmer på generalforsamlingen ønsker det samt ved alle kampvalg.
5.7 Generalforsamlingens dagsorden
· Valg af dirigent og stemmetællere
· Ledelsens beretning
· Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
· Fastsættelse af kontingent
· Indkomne forslag
· Forslag til handlingsplan og budget
· Valg af ledelse og suppleant
· Valg af revisor
· Evt.
§6 Ekstraordinær generalforsamling
6.1 Et flertal i ledelsen kan indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, og ledelsen skal indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, når mindst 20% af medlemmerne ønsker det.
6.2 Indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal ske senest 14 dage efter modtagelsen af begæringen. Med indkaldelsen sendes den endelige dagsorden. Varsling som ved den ordinære generalforsamling.
§7 Ledelsen
7.1 Ledelsen står for den daglige ledelse af foreningen mellem de årlige generalforsamlinger.
7.2 Ledelsen består af 3, 5 eller 7 medlemmer, der efter generalforsamlingen fordeler ledelsesopgaver imellem sig.
7.3 Ledelsen vælges for: 2 år og kan genvælges. Ved 3 ledelsesmedlemmer skal to vælges i lige år og et i ulige år. Ved 5 ledelsesmedlemmer skal tre vælges i lige år og to i ulige år. Ved 7 ledelsesmedlemmer skal fire vælges i lige år og tre i ulige år.
7.4 Der vælges hvert år en suppleant til ledelsen. Hvis et ledelsesmedlem forlader ledelsen i valgperioden indtræder suppleanten i stedet.
7.5 Ledelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af ledelsens medlemmer er til stede.
7.6 Ledelsen udarbejder et aftalepapir for dets interne samarbejde og kan nedsætte arbejdsgrupper efter behov.
§8 Regnskab/økonomi
8.1 Regnskabsåret er kalenderåret (regnskabsperioden er 1/1 -31/12), mens kontingentåret følger foreningens sæson fra august til juni.
8.2 Regnskabet føres af kassereren og skal indeholde oversigt over indtægter og udgifter samt en status. Ledelsen er ansvarlig for at udarbejde regnskabet.
8.3 Regnskabet forelægges ledelsen løbende samt tilses og revideres af den af generalforsamlingen valgte revisor.
§9 Dispositionsret
9.1 Minimum to medlemmer af ledelsen skal have ret til at indgå aftaler på foreningens vegne. Ledelsen kan uddelegere retten til at disponere til flere end to ledelsesmedlemmer eller nedsatte arbejdsgrupper. Ved køb eller salg af fast ejendom skal hele ledelsen underskrive aftalen.
9.2 Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§10 Vedtægtsændringer
10.1 Ændringer af vedtægterne kan vedtages på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, når forslaget er indsendt til tiden og mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for forslaget.
§11 Opløsning af foreningen
11.1 Foreningen kan opløses med 3/4 flertal af de fremmødte på to generalforsamlinger, som holdes med mindst en måneds mellemrum.
11.2 I tilfælde af opløsning gives foreningens formue til almennyttige formål, som besluttes på den opløsende generalforsamling.
Ovenstående vedtægter er godkendt i maj 2020